__
__|
| |__
|
|--Shawn **
|
| __
|__|
|__
__
_Peder Pavels AABEL ______|
| |__
|
|--Petra Louise AABEL
|
| __
|_Engelke Magdalene LEIGH _|
|__
__
_Christian Hansen BOHLBRO _|
| |__
|
|--Hans Jörgen BOHLBRO
|
| __
|_Hansigne ** ______________|
|__
_Carl EISTRUP _+
_Frode EISTRUP _|
| |_Mary HANSEN __
|
|--Knut EISTRUP
|
| _______________
|_Ruth HANSEN ___|
|_______________
__
__|
| |__
|
|--Eunice ESCHMANN
|
| __
|__|
|__
_Elieser GAD _______________________+
_Isak Marius Bendtsen GAD ____________|
| |_Söster Christiane Bruun STENERSEN _+
|
|--Marie Magdalene GAD
|
| _Carl Frederik SCHULTZ _____________
|_Georgia Bartholine Cathrina SCHULTZ _|
|_Anne Marie Nielsdatter HASS _______
__
__|
| |__
|
|--Kerstin OLUFSDOTTER
|
| __
|__|
|__
_Oluf ** _
_Abraham OLSEN _______|
| |__________
|
|--Isak Abrahamsen SIDENIUS
|
| _Mogi ** _
|_Birte Birgitte MOGI _|
|__________
[295]
1726 av brodern satt i Trondhjem skole, 1734 student (Trondhjem), 27-10-1736 theol.attest (H.ill.), 16-12-1736 demispredikan (Laud), därefter hovmästare
på Broholm i Fyn hos överstelöjtnant Niels Sehestedt, 12-02-1738 pers. kallad till kyrkoherde i Tved, 14-03-1738 kgl. konf., 05-03-1751 (N Vedby och N
Alslev på Falster, 1750 predikan för Frederik V på Valdemar Slot på Taasinge, 1760 prost
"En særlig nidkær præst var Sidenius i Tved, som forsøgte sig med at indføre en bedre tugt i sin menighed, der som han mente, var ganske udisciplineret.
Først blev han uven med oberstløjtnant Sehested på Bjørnemose, fordi han havde nægtet at tage en af gårdens piger til alters. Sehested var af visse årsager interesseret i at pigens rygte ingen skade led. Sehested klagede nu over Sidenius, og anklagede ham for at tage penge af folk for at tage dem til alters. Da provsten kom på visitats, mødte i kirken en flok karle, der højt og lydeligt sagde, at når de kun gav præsten 4 skilling, kom de til alters, enten de kunne læse eller ej, men provsten indberettede, at det drejede sig kun om for Sidenius, at bringe selvrådige mennesker fra en og anden last, og at han i kærlighed har formanet dem til at give en eller anden kendelse til de fattige i sognet, før de blev taget til alters". Da Sehested mærker, at præsten har medhold på højere steder, sadler han om og skriver, at han "for at redde prædike-embedet fra foragt, holdt det for billigt, at de klagende karle bør give præsten satisfikation". Kollegiet var af samme mening, og ved næste visitats mødte karlene igen i kirken, som det var ventet for at tage deres ord i sig igen. Det blev der ikke noget af. Karlene stod og lo til folk i kirkestolene, og gentog frejdigt deres beskyldninger, skønt både præst og provst arbejdede med dem i tre timer, så var de ikke til at rokke. Sidenius var meget forbitret, mest på kirkens patron, oberstløjtnant Sehested, som han mente var skyld i det hele. Sehested var selv til stede i kirken, og lod højst forarget over karlenes opførsel, og bad provsten komme igen en anden dag, da karlene så, enten de ville eller ej, skulle bede præsten om forladelse. En følgende søndag mødte så karlene igen og sagde, at de "efter deres herskabs befaling" tog deres ord tilbage. Men præsten kunne indse, at han ved en sådan afbigt var holdt for nar to gange. Han ansøgte da om at blive forflyttet, hvad han senere opnåede.
Forøvrigt klagede menigheden ikke uden grund over Sidenius' strenghed. Thi året forud havde han skrevet til kollegiet om de mange forsyndelser mod det 6. bud blandt hans sognebørn, og særlig over, at løse kvinder, som var besvangrede med gifte mænd eller rige og ansete personer, lod sig betale for at udlægge en anden som barnefader. Han havde nægtet de skyldige at gå til alters, og bad om, at kvinderne måtte blive indsatte i tugthuset, "da sandheden så nok skulle komme for en dag".
Det kan jo godt være, at præsten havde ret; men det er jo også muligt, at han som menigheden mente, rettede sig efter "løsagtig møller- og smedesnak samt bagvaskelse imod det 8. bud". I alt fald var det jo en egen sag at anbringe folk i tugthuset, til de afgav en forklaring, som præsten anså for den ene rette. Kollegiet svarede, at han ikke havde andet at gøre end indtrængende formane dem til at tale sandhed, og kunne han ikke overbevise de pågældende om deres forsyndelse, kunne han ikke nægte at tage dem til alters".
ur Dansk Præstegårdstidende 1914